Eksempler på fortællingsgenre

Fortællingsgenre

Det narrativ genre Det er en litterær genre der genskaber en fiktiv verden ud fra en fortællers perspektiv. Selvom fortællingerne måske er inspireret af virkeligheden, er de stadig fiktive, når de formidler beskrivelser og perspektiver, der altid vil være subjektive.

Den narrative genre er normalt skrevet i prosa, selvom der er nogle tilfælde af digte fortælling, såsom "Martin Fierro" eller "La Llíada".

Udstederen af ​​den fortællende genre kaldes historiefortæller, en enhed, der angiver og relaterer fakta fra et bestemt synspunkt. Fortælleren kan bruge den første person (til at skabe større nærhed med fakta), den anden person (for at etablere et forhold til læseren) eller den tredje person (for at skabe en mere objektiv og bred).

I fortællingsgenren sprogreferencefunktion, da det fortæller en historie om et bestemt emne eller reference (som kan være reel eller fiktiv).

De to andre store litterære genrer De er den lyriske genre, der udtrykker følelser eller sindstilstande, og den dramatiske genre, der er skrevet i dialog og er beregnet til repræsentation.

De fortællende undergenrer er:

Eksempler på narrativ genre

1. Haren og skildpadden. Fabel eksempel.

Der var engang en hare, der var meget forgæves på grund af sin hastighed. Han gjorde altid sjov med skildpaddens langsomhed. Skildpadden ignorerede hendes hån, indtil han en dag udfordrede hende til et løb. Haren var meget overrasket, men accepteret.

Dyrene blev samlet for at observere løbet og start- og slutpunkter blev bestemt. Da løbet startede, gav hare skildpadden en lang føring, mens den gjorde narr af den. Så begyndte han at løbe og passerede skildpadden meget let. Halvvejs der stoppede han og blev hvilende. Men utilsigtet faldt hun i søvn.

I mellemtiden fortsatte skildpadden langsomt fremad, men uden at stoppe. Da haren vågnede, var skildpadden kun få skridt fra mål, og selvom haren løb så hurtigt som muligt, kunne den ikke vinde løbet.

Haren lærte værdifulde lektioner den dag. Han lærte ikke at grine med andre, da ingen kan betragtes som bedre end andre. Derudover opdagede han, at det vigtigste er at opretholde en konstant indsats, når man sætter et mål.

1. Odysseen. Eksempel på episk i vers.

(Fragment: Møde med Ulysses med sirenerne)

I mellemtiden er det solide skib på sin lette kurs
stod over for Sirenerne: en lykkelig ånde fik hende til
men pludselig ophørte denne brise, en dyb ro
han følte sig omkring: en eller anden gud udglattede bølgerne.

Så rejste mine mænd sig, foldede sejlet,
de smed det ned til bådens bund og sad ved åren,
de hvidtede havet med skum med polerede skovle.
I mellemtiden tog jeg den skarpe bronze, skar et voksbrød
og ved at bryde den i små stykker klemte jeg dem
med min robuste hånd: de blev hurtigt bløde, de var
mægtige mine fingre og solens ild ovenfra.

En efter en mine mænd med dem dækkede jeg mine ører
og til gengæld bandt de mine ben og hænder
på masten, lige, med stærke reb og derefter
for at piske med årerne vendte de tilbage til det skummende hav.

Kysten var nu ikke mere end rækkevidden af ​​et råb
og krydstogtskibet fløj, snarere opfattede de
Sirenerne gik forbi og rejste deres klangfulde sang:
"Kom her, giv os ære, herlige Ulysses,
af din march begrænse iver for at høre vores sang,
for ingen i hans sorte båd passerer her uden at være opmærksom
til denne stemme, der flyder i sød honning fra vores læber.

Den, der lytter til det, ved heldigt tusind ting:
værkerne ved vi, at der ved Troad og dens marker
af guderne pålagde trojanske heste og argumenter magt
og endda hvad der sker overalt i det frugtbare land ”.

Så sagde de og udåndede en sød stemme og i mit bryst
Jeg længtes efter at høre dem. Rynkede panden på mine øjenbryn
lad mine mænd løsne min trældom; de rodede bøjede
mod åren og står Perimedes og Eurylochus og kaster
nye reb tvang hårdt deres knuder på mig.

Da vi endelig efterlod dem, og det blev ikke længere hørt
enhver stemme eller sang fra Sirens, mine trofaste venner
de fjernede voks, som jeg havde i deres ører
placeret, da jeg kom og befriede mig fra mine bånd.

1. Sangen fra Roldán. Et eksempel på sanggjerning.

(Fragment)

Oliveros er klatret op ad en bakke. Se til højre for dig, og se de vantredes vært gennem en græsklædt dal. Han ringer straks til Roldán, hans partner, og siger:

-Jeg hører et sådant voksen rygte komme fra siden af ​​Spanien, jeg ser så mange højder skinne og så mange hjelme glitrer! Disse værter vil sætte vores franskmænd i alvorlige problemer. Ganelon vidste det godt, den lave forræder, der valgte os før kejseren.

"Hold kæft, Oliveros," svarer Roldán; Han er min stedfar, og jeg vil ikke have dig til at sige endnu et ord om ham!

Oliveros er klatret op i en højde. Hans øjne spænder over horisonten, kongeriget Spanien og Saracener, der har samlet sig i en imponerende skare. Hjelme, i hvis guld ædelstenene er sat, og skjoldene og højdenes stål skinner, og også gedderne og gonfalonen bundet til skjoldene. Han kan ikke engang sammenlægge de forskellige korps: de er så mange, at han mister antallet. I sit hjerte føler han sig stærkt forstyrret. Så hurtigt som hans ben tillader det, går han ned ad bakken, nærmer sig franskmændene og fortæller dem alt, hvad han ved.

"Jeg har set de vantro," siger Oliveros. Aldrig har nogen set en så stor skare på jorden. Der er hundrede tusind, der er foran os med skjoldet på armen, bundet hjelmen og dækket med hvid rustning; deres polerede skjolde skinner med jernet lodret. Du bliver nødt til at kæmpe en kamp som aldrig set før. Franske herrer, Gud hjælper dig! Modstå fast, så de ikke kan besejre os!

Franskmændene udbryder:

-Dårlig der løber væk! Indtil døden vil ingen af ​​os savne dig!

1. Ceibo blomst. Legendeksempel.

Før Spaniens ankomst til Amerika boede en ung kvinde ved navn Anahí ved bredden af ​​Paraná-floden. Hun var ikke særlig smuk, men hendes sang glædede alle indbyggerne i hendes landsby.

En dag ankom de spanske angribere, der ødelagde byen og fangede de indbyggere, der overlevede angrebet. Anahí var blandt dem. Den nat, da fængsleren faldt i søvn, stak Anahí ham med en kniv og undslap. Hun blev dog arresteret kort tid efter, og i hævn for sit oprør bandt de hende til et træ og satte hende i brand.

Imidlertid blev Anahí i stedet for at blive fortæret til et træ. Siden da er der ceibo, et træ med røde blomster.

1. Tell-Tale Heartaf Edgar Allan Poe. Historieeksempel.

Vær opmærksom nu. Du tager mig for skør. Men de skøre mennesker ved ikke noget. I stedet for... hvis de kunne have set mig! Hvis du kunne se, hvor hurtigt jeg handlede! Med hvilken omhu... med hvilken fremsynethed... med hvilken spredning jeg gik på arbejde! Jeg var aldrig venligere over for den gamle mand end ugen før jeg dræbte ham. Hver aften omkring tolv ville jeg dreje håndtaget på hendes dør og åbne den... åh, så blidt!

Og så, når åbningen var stor nok til at passere hovedet, holdt han en lommelygte op døv, lukket, helt lukket, så intet lys kunne ses, og bag hende hoved. Åh, du ville have grinet at se, hvor listigt han vendte hovedet! Han bevægede det langsomt... meget, meget langsomt for ikke at forstyrre den gamle mands søvn. Det tog mig en hel time at skubbe mit hoved hele vejen igennem åbningen i døren, indtil jeg så ham ligge på sengen. Hej? Kunne det være, at en galning ville have været så klog som mig?

Og så, da hans hoved var helt inde i rummet, åbnede han lanterne med forsigtighed... åh, så forsigtigt! Ja, han åbnede forsigtigt lygten (for hængslerne knirkede), han åbnede den nok, så en enkelt lysstråle faldt på grib øjet. Og jeg gjorde dette i syv lange nætter... hver nat klokken tolv... men jeg fandt altid øjet og derfor var det umuligt for mig at udføre mit arbejde, for det var ikke den gamle mand, der irriterede mig, men det onde øje.

Og om morgenen, lige begyndt dagen, gik hun frygtløst ind i hans værelse og talte beslutsomt til ham, kaldte hans navn med en hjertelig stemme og spurgte, hvordan han havde overnattet. Ser du, jeg ville have været en meget klog gammel mand for at mistanke om, at jeg hver aften, netop klokken tolv, ville se på ham, mens han sov.

1. Lignelse om sædemanden. Evangeliet ifølge den hellige Matthæus.

Den dag forlod Jesus hjemmet og sad på kysten. En sådan skare samledes nær ham, at han måtte gå op for at sidde i en båd, mens hele skaren blev ved kysten. Og han begyndte at tale mange ting til dem i lignelser og sagde: Se, såmanden gik ud for at så. Og da han satte frøet ind, faldt nogle ned ad vejen, og fuglene kom og spiste det. Noget af det faldt på stenet jord, hvor der ikke var meget jord, og det spirede snart, fordi jorden ikke var dyb; men da solen steg op, visnede den og visnede, fordi den ikke havde rødder. En anden del faldt blandt tornene; torne voksede og kvalt den. En anden på den anden side faldt på god jord og bar frugt, hundrede, en anden tres og en anden tredive.

Enhver, der hører Rigets ord og ikke forstår, den onde kommer og snupper det, der er sået i hans hjerte, væk: det er det, der sås undervejs. Hvad der sås på stenet grund, er den, der hører ordet og straks modtager det med glæde; men den har ingen rod i sig selv, men er ustabil, og når trængsel eller forfølgelse kommer på grund af ordet, snubler den straks og falder. Det, der sås blandt tornene, er den, der hører ordet, men bekymringerne fra denne verden og forførelsen af ​​rigdom kvæler ordet, og det forbliver sterilt. Tværtimod, hvad der sås i god jord, er den, der hører ordet og forstår det og bærer frugt og producerer hundrede, tres eller tredive.

1. Krigen og freden, af Leon Tolstoi. Nyt eksempel.

(Fragment)

Mit mål i morgen vil ikke være at prod og dræbe, men at forhindre mine soldater i at flygte fra den terror, der vil invadere dem og mig. Mit mål vil være, at de marcherer sammen og skræmmer franskmændene og at franskmændene skræmmer for os. Det er aldrig sket og vil aldrig ske, at to regimenter er kollideret og kæmpet, og det er umuligt. (Om Schengraben skrev de, at vi sammenstødte med franskmændene på denne måde. Jeg var der. Og det er ikke sandt: Franskmændene flygtede). Hvis de havde kollideret, ville de have kæmpet, indtil alle var blevet dræbt eller såret, og det sker aldrig.