Rigsdags branddekret

Om natten den 27. februar 1933 stod Reichstag, en bygning der har huset de forskellige tyske parlamenter siden 1894, i brand. Med nazisterne ved magten, samme aften begyndelsen på slutningen af demokrati i Tyskland, en afslutning, der ville blive ratificeret den næste dag med dekret hvis navn der henvises til utilsigtet hændelse.

Det Rigsdags branddekret Det var en lov vedtaget af Tysklands præsident (Paul von Hindenburg) på anmodning - og med pres - af kansler Adolf Hitler, som suspenderede forskellige borgerlige frihedsrettigheder for at undgå et hypotetisk oprør venstreorienteret.

Sidstnævnte var den mest frygtede af den konservative tyske herskende klasse, idet de begge så på eksemplet på, hvad der var sket i Rusland med revolution, som med ens egne erfaring vold i hjemmet fra revolutionære forsøg efter første verdenskrig, og som blev kraftigt undertrykt vold.

Selve ilden natten blev Marinus van der Lubbe, en hollandsk kommunistaktivist, der blev beskyldt for at sætte ilden, anholdt.

Van der Lubbe arresteres, efter at han forsøgte at nedbrænde andre offentlige bygninger, selvom der er mange historikere, der sætter spørgsmålstegn ved hans forfatterskab. Senere blev yderligere tre kommunistiske ledere arresteret (Georgi Dimitrov, Vasil Tanev og Blagoi Popov), som især afslørede nazistiske argumenter med deres fremragende retorik Dimitrov.

De, der tvivler på Lubbes forfatterskab, hævder, at ilden meget vel kan have været et nazistisk plot og derfor udført af nationalsocialistiske militanter.

Uanset hvad det var, greb nazisterne muligheden for at gribe endnu mere magt, og den næste dag godkendte præsident Hindenburg lov hvoraf vi taler.

Dekretet suspenderer på ubestemt tid og i lyset af situationen ytringsfriheden, pressen, forsamlingen, foreningen (knyttet til den foregående) og hemmeligholdelsen af ​​kommunikation. Det gav også myndighederne fulde beføjelser.

I praksis rev dette demokrati ud af Tyskland og gjorde det til en politistat, hvor nogen borger blev underlagt uden rettigheder til vilkårlighed i regering og myndighederne, hvilket var at sige om nazistpartiet.

Naziregeringen benyttede også lejligheden til at centralisere magter, der indtil da havde delstaterne, og til at udføre massearrestationer af modstandere.

På denne måde og på få dage forsvandt den kommunistiske opposition fra det offentlige liv og havde siden da at leve i den mest absolutte hemmeligholdelse.

I det efterfølgende valg den 5. marts samme år til Rigsdagen (kammeret mødtes i en anden bygning i mellemtiden) opnåede nazisterne 44% af stemmerne, hvilket der ville føre til godkendelse af den efterfølgende aktiveringslov fra 1933, som selve Rigsdagen blev efterladt uden magt, som koncentrerede alt i hænderne på regering.

Det var statskuppet til et demokrati, der blev et diktatur i løbet af lidt mere end en måned.

Billeder: Fotolia - Popova Olga / Patrik Dietrich