Navneordstyper (med eksempler)

Typer af navneord

Det navneord er udtryk, der bruges til at navngive alle levende og livløse væsener af forskellig natur. For eksempel: marionet, luft, guder, Warszawa.

Morfologisk besidder de køn og antal, det vil sige, at de er variable ord. Syntaktisk udgør de navneord og opfylder forskellige funktioner: subjektkerne, direkte objekt, prædikater, appositioner.

Semantisk klassifikation af navneord

Fra et semantisk synspunkt, det vil sige ifølge deres betydning, kan navneord være:

Morfologisk klassifikation af navneord

Fra et morfologisk synspunkt kan navneord klassificeres efter køn og antal:

De navneord, der refererer til væsener eller mennesker, indrømmer den dobbelte form af maskulin og feminin. Dette udtrykkes med en variation i ordets slutning. For eksempel: dreng / pige, papegøje / lora, abbed / abbedisse, digter / digter, bjørn / bjørn.

I disse tilfælde er den formelle variation relateret til ideen om køn: fra navnene på væsenerne af det maskuline køn er de af det feminine køn afledt. De kan dannes på forskellige måder:

• Ændring af -o til -a. For eksempel: maneller/montil, studerendeeller/alumntil, lærereller/maestrtil.
• Tilføjelse af et -a, når substantivet ender på en konsonant. For eksempel: Løve Løvetil, direktør / direktørtil, læge Lægetil.
• Ved slutningen -esa. For eksempel: Milanese / Milanodet her, tælle / konddet her, markis / marqudet her.
• Ved slutningen -ina. For eksempel: konge / rei en, hane / galdei en, helt / helti en.
• Gennem slutningen -isa. For eksempel: præst / præster en, profet / profeter en, digter / digterer en.
• Ændring af endelsen -dor / -tor til -trix. For eksempel: kejser/kejserindetriz, skuespiller / actriz.
• I nogle tilfælde er det feminine skabt i betragtning af ordets etymologi. For eksempel: Jose / Josefa (tidligere Josef), Pablo / Paula (tidligere Paulus).

Men langt de fleste navneord har kun én form: enten er de feminine, eller også er de maskuline. For eksempel: det himmel, det aften, det Bestil, det myre.

I disse tilfælde er substantivernes køn ikke knyttet til ideen om køn, selv når de betegner dyr.

Som regel:

• Navneord, der ender på en vokal, er hankøn, minus a. For eksempel: sang, skov, ånd, vildsvin.
  Undtagelser: hånd, metropol, stamme, nao osv.
• Gravnavne, der ender på en vokal a, er feminine. For eksempel: plante, grine, rose, bord, hus
  Undtagelser: sprog, atlet, planet, system, tema osv.

Det er overensstemmelsen med adjektivet og artiklen, der med sikkerhed bestemmer substantivets køn.

Derudover er de mænd:

• Navneord, der angiver væsener af det maskuline køn eller betingelser for disse væsener. For eksempel: Cervantes, Pinocchio, far.
• Navnene på oceaner, have og floder. For eksempel:Atlanterhavet, Middelhavet, Nilen.
• Navnene på vinde. For eksempel: Levante, Zonda, Sirocco.
• Navnene på måneder, dage, numre og noder. For eksempel: en varm januar, torsdag, den tiende, ons.
• Mange navne af græsk oprindelse, selvom de ender med -a, såsom dem, der ender på -gram. For eksempel: pentagram, ideogram, monogram.

Og de er kvinder:

• De navne, der betyder væsener af det feminine køn eller betingelser for disse væsener. For eksempel: mor, sygeplejerske, Elena, muse.
• Navnene på bogstaverne i alfabetet. For eksempel: a, c, f.
• Navne på øer. For eksempel: Filippinerne, De Baleariske Øer, De Kanariske Øer.
• Navnene på videnskaber og kunst (undtagen tegning, højre, gravering). For eksempel: fysik, matematik, maleri.
• Ord, der ender på -sion, -tion, -forbindelse, -ktion. For eksempel: handling, følelser, vision, refleksion.

For at huske på:

• I nogle tilfælde indrømmer navneordene feminin eller maskulin artikel, men den generiske tiltrækning ændrer dens betydning. For eksempel:
  (den) vrede = vrede / (kolera = sygdom.
  (kuren = helbredelse / (præsten = præst.
  (hældning = omkostninger / (ørestykket = smykker.
• I andre tilfælde bruges det feminine og maskuline køn i flæng. For eksempel: / udtværingen, / havet, / apostrofen, / tilden, / grænsen.
• Der er ingen hård og hurtig regel til at forklare, hvilket køn ordene, der ender på en konsonant, tilhører. Dette vil blive bestemt ud fra den generiske tiltrækning, som den udøver på sine modifikatorer.

På spansk er der to tal: ental (for at betegne en enkelt ting) og flertal (for at betegne mere end én ting).

Normalt for at danne flertal:

• Hvis entalsordet ender med en ubetonet vokal, tilføjes en sidste -s. For eksempel: skrivebords, hyldes, Bestils.
• Hvis entalsordet ender på en understreget vokal eller konsonant, tilføjes -es. For eksempel: ombúdet er, vildsvinogs delikatessedet er. Nogle ord med en understreget vokal er dog underlagt den første regel. For eksempel: fars, mors, sofas, kaffes, Jeg skal nok betales, tes.
• Ord, der ender på -s eller -x, forbliver uændrede. For eksempel: (den) mandag, (den) hulrum, (den) doser.
• Ordene karakter, regime og eksemplar ændrer accentplaceringen. For eksempel: (de) karakterer, (de) regimer og (de) prøver.
• I visse fremmedord dannes flertallet på en særlig måde. For eksempel: herre / herrer, frac / fraques, bivuak / bivuakker.
• Sammensatte ord er styret af de førnævnte regler og tilføjer -s eller -es i slutningen, for at pluralisere. For eksempel: proptrækkers, dåseåbners, kofangerdet er, bittersøddet er.

Eksempler på navneord

Eksempler på navneord med maskuline og feminine former

Eksempler på envejsnavneord

Eksempler på entalsnavneord

Eksempler på substantiver i flertal

Eksempler på egennavne

Eksempler på almindelige navneord

Eksempler på abstrakte navneord

Eksempler på tællelige navneord

Eksempler på utallige navneord

Eksempler på kollektive navneord

Eksempler på individuelle navneord

Følg med: