Uorganisk sammensat nomenklatureksempel

Det nomenklatur for uorganiske forbindelser: Uorganiske forbindelser er kombinationer af kemiske grundstoffer, der har som produktmolekyler, hvori de er kombinerer de fleste af de kemiske grundstoffer, men de har ikke grundlaget for deres hovedstruktur atomer af kulstof. Dette betyder ikke, at der ikke er uorganiske molekyler med kulstof, men at disse ikke har egenskaberne ved organiske molekyler.

Gennem historien har mange stoffer fået forskellige navne, hvoraf nogle har holdt ud i dag. Dette er for eksempel tilfældet med stoffet kendt som salfumán, saltbrændevin, havsyre eller muriatsyre. Stof, der har været kendt siden oldtiden, har haft forskellige anvendelser og forskellige navne.

Stillet over for denne mangfoldighed af navnene på kemiske forbindelser og molekyler og behovet for at have samlede regler, der er nyttige for alle forskere, akademikere, studerende og industrielle, i 1919 IUPAC (International Union of Pure and Applied Chemistry: International Union of Pure and Applied Chemistry), som er det organ, der er ansvarlig for oprettelse af navne og symboler på kemiske grundstoffer samt at standardisere navnene på molekyler og forbindelser kemikalier.

IUPAC har godkendt to systemer til navngivning af uorganiske kemiske forbindelser, som sammen med det traditionelle system anvendes i dag.

Traditionel nomenklatur:

Det er det ældste system, i øjeblikket bruges det primært i handel og nogle traditionelle industrier. Brug nogle suffikser til at angive forskellen mellem stoffer, der består af de samme grundstoffer i forskellige kombinationer ved hjælp af suffikset –oso for de lavere valenser og –ico for det mere høj.

• Eksempel: FeO: jernoxid; Tro₂ELLER₃: Jernoxid; Tro₃ELLER₄: Jern-jernoxid.

Aktienomenklatur:

Udbredt i store dele af det 20. århundrede, bruger det romertal til at identificere forbindelser med lignende strukturer, hvor nogle af elementerne reagerer med forskellige valenser.

• Eksempel: FeO: Jern (II) oxid; Tro₂ELLER₃: Jern (III) oxid; Tro₃ELLER₄: Jernoxid (II, III).

Støkiometrisk nomenklatur:

Den støkiometriske nomenklatur er den nyeste og den, der hovedsagelig anvendes blandt forskere og akademikere siden har en enklere struktur ved hjælp af numeriske præfikser, der angiver antallet af atomer eller ioner for hvert stof i molekyle.

• Eksempel: FeO: Jernoxid; Tro₂ELLER₃: di jerntrioxid; Tro₃ELLER₄: Tri-jern tetraoxid

Skrivning af kemiske formler.

Som en del af nomenklaturen skal en kemisk formel for en forbindelse skrives efter en bestemt rækkefølge af grundstofferne, og dens aflæsning følger også en regel.

De mest elektro-positive elementer skrives først, og sidst de elementer eller radikaler, der virker med elektronegativ valens.

Eksempel: I tilfælde af brint, når det kombineres med et ikke-metal til dannelse af en syre, har det en positiv valens, mens den ikke-metal har en negativ valens. Så først vil symbolet for brint blive skrevet og derefter symbolet for klor: H⁺ + Cl^– = HCI.

I tilfælde af et hydrid virker hydrogen med en negativ valens, og metallet har en positiv valens, så det metalliske element skrives først og derefter hydrogen: Na⁺ + H^– = NaH

I tilfælde af en radikal, såsom oxyhydrilradikalen (–OH), virker den altid med negativ valens, så den vil blive skrevet i slutningen af ​​formlen: Na⁺ + OH^– = NaOH

Læsevejen sker fra højre mod venstre, det vil sige elementet eller det radikale elektronegativ giver den pågældende type forbindelse og den positive radikal komponenten det påvirker. I tilfælde af syrer gives navnet i henhold til dets struktur, så ifølge denne regel er det opkaldt efter elementet negativ elektro eller syre, vil være korrekte former, skønt det foretrækkes at navngive det som syre med slutningen –Hydric. I eksemplerne ovenfor vil forbindelserne have følgende navne:

HCl = hydrogenchlorid og saltsyre (dette bør fortrinsvis anvendes).
NaH = natriumhydrid.
NaOH = natriumhydroxid.
I tilfælde af salt.
FeCl₃ = Jernklorid (traditionelt), jern II-klorid (lager), jerntrichlorid (støkiometrisk).

10 Eksempler på nomenklaturer for uorganiske forbindelser:

1. H₂SW₄ (2 hydrogenatomer + sulfation [SO₄])
Traditionel nomenklatur: Vitriololie, Vitriol-spiritus, Svovlsyre.
Lagernomenklatur: Svovlsyre.
Støkiometrisk nomenklatur: Svovlsyre.

2. Cu₂SW₄. (2 kobberatomer + sulfation).
Traditionel nomenklatur: vitriol, kobbersulfat.
Lagernomenklatur: Kobbersulfat I.
Støkiometrisk nomenklatur: Dicobresulfat.

3. Cu₂SW₄. (2 kobberatomer + sulfation).
Traditionel nomenklatur: vitriol, kobbersulfat.
Lagernomenklatur: Kobbersulfat I.
Støkiometrisk nomenklatur: Dicobresulfat.

4. CS₂. (carbonatom + 2 svovlatomer).
Traditionel nomenklatur: carbonsulfid.
Lagernomenklatur: kulsyre.
Støkiometrisk nomenklatur: carbondisulfid.

5. NaOH. (natriumatom + hydroxylion).
Traditionel nomenklatur: Kaustisk soda, natriumhydroxid.
Bestandsnomenklatur: natriumhydroxid.
Støkiometrisk nomenklatur: natriumhydroxid.

6. Ba (OH)₂. (bariumatom + 2 hydroxylioner).
Traditionel nomenklatur: bariumhydroxid.
Bestandsnomenklatur: bariumhydroxid.
Støkiometrisk nomenklatur: bariumdihydroxid.

7. CuOH. (kobberatom + hydroxylion).
Traditionel nomenklatur: Cuprous hydroxid.
Bestandsnomenklatur: kobberhydroxid I.
Støkiometrisk nomenklatur: kobberhydroxid.

8. Cu (OH)₂. (kobberatom + 2 hydroxylioner).
Traditionel nomenklatur: kobberhydroxid.
Bestandsnomenklatur: kobberhydroxid II.
Støkiometrisk nomenklatur: kobberdihydroxid.

9. AuOH. (guldatom + hydroxylion).
Traditionel nomenklatur: Aurøs hydroxid.
Bestandsnomenklatur: guldhydroxid I.
Støkiometrisk nomenklatur: guldhydroxid.

10. Au (OH)₃. (bariumatom + 3 hydroxylioner).
Traditionel nomenklatur: aurisk hydroxid.
Bestandsnomenklatur: guldhydroxid III.
Støkiometrisk nomenklatur: bariumtrihydroxid.